Barbara Szorad

NYHEDSBREV

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få løbende inspiration & tilbud. Du får også en afbalancerende meditation.
JA TAK!

Facebook

Følg mig på
Søg på siden
fredag
dec302011

Hvad skal dit magiske ord være for 2012?

I morgen er årets sidste dag. Mange mennesker bruger de sidste par dage op til det nye år til at gøre status over 2011 og skriver ønskelister og planer for 2012. Jeg bliver altid inspireret af andres ritualer og ønskelister. Der er mange måder, man kan give slip på det gamle år og hilse det nye år velkommen på.

Nytårsaftensdag plejer jeg at sætte mig ned og meditere over året der er gået. Tænke tilbage på alle de betydningsfulde hændelser, både gode og dårlige, der skete i mit liv i løbet af året, og tænke på de mennesker som jeg er taknemmelig for at have (eller at have haft) i mit liv. Når jeg har gjort det giver jeg mentalt slip på året ved at fokusere på mine udåndinger. Derefter mediterer jeg på min vision for det kommende år: hvad jeg godt kunne tænke mig at opleve, hvad jeg ønsker mindre og mere af, hvem jeg har lyst til at se mere og mindre og hvilken følelse det vil give mig at få disse oplevelser.

En anden ting jeg elsker at gøre er at trække et vejledende kort. Et kort fra et af mine mange sæt, der vil give en indikation af hvilken energi og hvilket tema der kommer til at karakterisere mit nye år. Derfra vælger jeg så et ord der kommer til at være mit "magiske ord" for det nye år, en slags mantra, som skal huske mig på hvad året handler om. Ord har energi og magt. Du kan også finde frem til dit ord intuitivt ved at meditere på det. Ordet skal repræsentere noget positivt og det skal fungere som en slags støtte i løbet af året. Dit ord kan du skrive på en huskeseddel, sætte op på dit køleskab, male på et lærred eller hvad der nu fungerer for dig.

Hvis du gerne vil have et hint til dit personlige ord for 2012 vil jeg gerne trække et kort personligt til dig i dag og de næste par dage (til og med 6. januar). Hvis du er kvinde trækker jeg kortet fra mit Gudindekort sæt. Hvis du er mand, trækker jeg kortet fra mit Ascended Masters sæt. Det eneste du skal gøre, er at skrive dit navn eller initialer i kommentarfeltet nedenfor og bede om et kort for 2012. Efter jeg har trukket kortet, svarer jeg dig i kommentarfeltet hvilket kort jeg trak til dig og hvilke energier kortet repræsenterer. Derefter kan du selv udlede hvad der skal være dit magiske ord for 2012.

Jeg har allerede trukket mit kort! Det er gudinden Kali, som står for afslutninger og nye begyndelser. Kortet betyder, at det er tid til at bevæge sig videre. Det er tid til at give slip på det gamle så det nye kan komme ind.

Har du fundet dit magiske ord for 2012?

fredag
jul082011

Ryd op i dit rod!

Natten fra lørdag til søndag var der et voldsomt skybrud i København. Det er sådan set ikke nogen nyhed, de fleste kender til det via nyhederne eller har selv oplevet det. Da det skete var jeg selv på besøg hos en veninde i Nordsjælland, hvor vi grillede og nød aftensolen. Sorte skyer begyndte at samle sig på himmelen, men der kom kun lidt regn der.

Da jeg senere på aftenen kom hjem til min lejlighed i København, hvilket tog mig 2 timer, fordi S-toget ikke kørte, var der 10-20 cm vand i vores kælder. Jeg har i mit kælderrum opmagasineret diverse ting gennem årene og i lang tid havde jeg tænkt på, at nu var det snart tid til at sortere ud, men jeg fik aldrig gjort det. Det blev bare udskudt. Der er en del af mig der har svært ved at smide ting ud, for jeg er bange for, at hvis jeg smider dem ud, så får jeg garanteret brug for dem på et senere tidspunkt. Så derfor er det bedre at beholde dem og jeg har derfor været god til at samle på ting såsom gamle skole- og fagbøger i britisk og amerikansk samfundslære, grammatik, virksomhedsøkonomi, jura, you name it, gamle opgavehæfter og essays, slidte håndklæder og sengetøj, gamle romaner og små nipseting, hvilke jeg ikke havde brugt i årevis, men som jeg måske en skønne dag skulle få brug for… Jeg ved ikke helt til hvad eller hvorfor netop disse ting skulle jeg få brug for, men bare for en sikkerheds skyld var det godt at beholde dem!

Nu efter at kælderen blev fyldt med vand bliver jeg tvunget til at smide det meste ud! Men på en måde er det okay. For mange af tingene er ødelagte og nu ved jeg, at jeg højst sandsynligt ikke har lyst til at bruge diverse ting, der har flydet rundt i kloakvand. Nej tak. Så hvis jeg skal se det positive i det, så må jeg erkende, at det er på tide at rydde ud og give slip på gamle våde ubrugte ting og skabe plads. Skabe et tomrum, så noget nyt kan komme ind i mit liv.

Når vi giver slip på gamle ting og rydder op på det fysiske plan rydder vi også op på det mentale og følelsesmæssige plan. I drømme symboliserer vand følelser og en kælder symboliserer det ubevidste. Man kunne måske tolke den virkelige hændelse af skybrud og oversvømmede kældre sådan, at nu skal vi (der blev berørte af det) rydde op i gamle, ubevidste følelser og mønstre. Vi skal igennem en transformation på fysisk, psykisk og følelsesmæssigt plan.
Ifølge den kinesiske indretningsfilosofi feng shui skal man jævnligt rydde op og rydde ud for at skabe plads, overblik og ro. En rodet lejlighed eller et overfyldt rum skaber uro og ophobning i sindet. Lørdagens skybrud tvinger os kollektivt til at rydde op og rydde ud, at give slip på det gamle for at skabe plads til det nye. Det er en kollektiv oprydningsproces, som jeg er sikker på også vil skabe forandringer i vores sind.

Måske er du og dine ting ramt af skybruddet, måske ikke. Uanset hvad, prøv at tænke over:

  • Er der nogle områder i dit liv der trænger til oprydning?
  • Er der noget i dit liv du gerne vil give slip på for at skabe plads til noget nyt?
søndag
mar062011

De nye 10 bud

Jeg har fået tilsendt disse nye 10 bud, som jeg gerne vil dele til inspiration! Det er taget fra en bog af Gill Edwards: Livet er en gave, hvor hun kommer med et nyt forslag til De 10 Bud, som er mere positivt og opløftende end dem fra Biblen, der bygger på frygt, skyld og pligt.

  1. Du inviteres til at elske dig selv, andre og livet betingelsesløst – til at stole på, at alting udfolder sig perfekt i et univers under udvikling.
  2. Du inviteres til at gøre alt, hvad der får dit hjerte til at synge og din ånd til at danse. Kun dét!
  3. Du inviteres til at leve frygtløst og lidenskabeligt – til at træde ind i din guddommelighed, mens du siger ja til din menneskelighed.
  4. Du inviteres til at behandle dig selv og andre med udsøgt respekt og venlighed – til at række ud mod alle væsner i kærlighed og se lyset i dem alle.
  5. Du inviteres til at respektere alle andres overbevisninger, følelser, værdier og valg – til at værdsætte det enestående hos dem og huske, at du ikke ved noget om deres vej eller vejledning.
  6. Du inviteres til at respektere jorden, din krop og hele skabelsen som hellig og guddommelig – og til at fejre livet i hele dets rigdom.
  7. Du inviteres til at vælge din egen mission eller dit eget formål og til at udtrykke dine kreative gaver, talenter og visioner på den måde, der føles mest glædelig.
  8. Du inviteres til at lytte til kærlighedens indre stemme, som altid sætter dig fri – og til at vide, at din godhed og værdighed aldrig drages i tvivl, og at du ikke kan gøre noget forkert.
  9. Du inviteres til at stole på et univers opfyldt af kærlighed og overflod. Spørg, og det bliver givet. Søg, og I skal finde. Bank på, og døren bliver lukket op.
  10. Du inviteres til at følge dine drømme og ønsker – til at stole på dine følelser og bruge din fantasi til at skabe din egen himmel på jorden.
onsdag
feb162011

Meningen med livet...

Jeg har fundet denne søde video på nettet, som jeg bare er nødt til at dele! Den handler om "meningen med livet". For hvad er egentlig meningen med livet? Livet består jo af mange ting, men det er os selv der bestemmer hvilken mening vi giver vores eget liv og hvad vi fylder det ud med. Derfor denne inspirationsvideo!

mandag
dec272010

Skab det bedste år i dit liv!

Om et par dage slutter året og disse dage kan være rigtig gode til at gøre status over året der er gået samt at vende blikket mod det nye år. Du kan bruge denne tid til at reflektere over nedenstående spørgsmål for at give slip på dette år og gøre plads til at skabe dit nye år. Skriv gerne dine svar ned. Så kan du altid læse hvad du har skrevet og følge op på, virkeliggøre samt justere dine ønsker, drømme og planer!

Året der er gået: STATUS OVER ÅRET

  • Hvilke betydningsfulde, gode og udfordrende ting skete for mig i år?
  • Hvilke mål, jeg havde sat mig, nåede jeg i år?
  • Hvilke mål nåede jeg ikke? Og hvorfor?
  • Hvilke ting og oplevelser er jeg taknemmelig for?
  • Hvilke ting er jeg stolt af?
  • Hvilke indsigter fik jeg og hvad lærte jeg i år?
  • Hvilke ting, hændelser, forhold, udfordringer vil jeg gerne give slip på?

Anerkend dine succeser og fejltagelser. Anerkend dine valg og beslutninger du tog. Fejr dig selv og dine succeser og tilgiv dig selv for dine fejltagelser. Kig på dig selv og året med kærlige øjne. Luk øjnene og tag 12 dybe indåndinger. Ved hver udånding giv slip på hele året...

Året der kommer: SKAB ET FANTASTISK NYT ÅR

Luk øjnene og mærk efter...

  • Hvor er jeg nu og hvordan har jeg det nu?
  • Hvordan har jeg lyst til at have det i det nye år?
  • Hvilke ting ønsker jeg at ændre i det nye år?
  • Hvad har jeg lyst til konkret at opleve og skabe i det nye år? Tænk på flere områder i dit liv: karriere, privatliv, helbred, familie, venner, personlig & spirituel udvikling, sjov & leg, uddannelse, kreativitet etc.
  • Kig på dit indre lærred: Forestil dig med dine indre øjne hvilke oplevelser, hændelser, situationer du har lyst til i det nye år?

Derefter skriv ned, det du så og reflekter over følgende:

  • Hvilke 3 værdier vil jeg fokusere på i det nye år? Værdier kan fx være: ro, balance, kærlighed, samhørighed, nærhed, nærvær, selvkærlighed, selvaccept, tilgivelse, ærlighed, glæde, passion, kreativitet, eventyr, autenticitet, klarhed, loyalitet, viden, visdom, rigdom, tryghed, sikkerhed, frihed, mod, integritet, sandhed, beslutsomhed, handling, at følge sit hjerte, at følge sit kald, at gøre en forskel, ambition. Der findes mange flere, så find gerne dine egne personlige værdier!
  • Hvordan kan jeg udleve mine 3 vigtigste værdier? Skriv 3 konkrete forslag til hver værdi.
  • Hvad skal der til for at jeg kan opleve og skabe de ting jeg drømmer om i det nye år? Opdel de store mål i delmål.
  • Planlæg: Hvornår vil du gøre hvad?
  • Hvilke beslutninger har jeg brug for at tage, for at jeg kan:
    1. få det som jeg vil have det?
    2. nå mine mål?
    3. blive den person jeg har lyst til at være?
  • Hvad er det første skridt jeg kan tage?

Er du i tvivl om hvad du gerne vil? Stil dig selv følgende spørgsmål: Hvad ville jeg gøre, hvis det kommende år var det sidste år i mit liv? Hvad og hvem ville jeg bruge tiden på?

Du kan evt. klippe billeder ud af magasiner som symboliserer de ting, følelser og situationer du gerne vil have i dit liv og klistre dem op på en stor karton for at skabe dit vision board. Du kan også bruge Pinterest til at lave dit vision board - jeg er selv blevet utrolig glad for at lave boards dér, da det ikke kræver hverken magasiner, lim eller papir og man kan søge på alle mulige billeder. For inspiration se her. Når du har lavet dit vision board kig på det ofte og mærk, hvilke følelser det giver dig. Se hvordan dit liv begynder at ændre sig, når du begynder at handle på dine ønsker og tiltrække nye muligheder!

God fornøjelse! Du ønskes hermed et fantastisk og eventyrligt nytår!