Barbara Szorad

NYHEDSBREV

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få løbende inspiration & tilbud. Du får også en afbalancerende meditation.
JA TAK!

Facebook

Følg mig på
Søg på siden
torsdag
sep192013

At give eller ikke give

BREVKASSE

Kære Barbara!

Hjemme hos os er det mig, der synes, at mærkedage er vigtige. At på fødselsdage bliver man fejret, der bliver gjort noget ud af det. Ikke nødvendigvis dyrt, men personligt, og noget særligt. Det er også gået hen og blevet sådan, at jeg står for at købe gaver til alle. Da der var fødselsdag hos den ene familie, var vores datter ude at rejse, og jeg mindede hende lige om at sende en lykønskning til kusinen, hvilket jeg også gjorde selv. Gaven medbragte vi på vores ferie hos dem 3 uger senere. Vi havde også gave med til den næste der lige havde fødselsdag. Under ferien tog de tre kusiner ind til byen og købte sammen gaven til vores datter. I den anden familie var der fødselsdag i maj, hvor jeg tilfældigvis var på overnatning, så jeg var med til morgen seance og havde gave og kort med fra os. Vores datter har lige haft fødselsdag – ”familie 2” huskede ikke noget overhovedet - intet kort, ingen mail, ingen sms, ingen gave. ”Familie 1” gjorde heller ikke noget på dagen. Jeg nævnte det for min mand. Han trækker lidt på skuldrene, tager det ikke så tungt. Synes ikke vores datter skal tage sig af det, og siger, at jeg er rigtig god til at huske på andre, være opmærksom på andre mennesker, og skal se det som et udtryk for, at jeg er bedre til det end andre.

Jeg selv har lige nu lyst til at melde ud til min mand, at fremover sørger han for gaver på hans side af familien/venner, og jeg på min side af familien/venner. Jeg er så træt af at give (ikke gaver, men energi, opmærksomhed) til andre, uden at det går den modsatte vej. På den anden side så strider det mod mine værdier blot at overse en fødselsdag i familien.

Derudover havde min mand og jeg en stor diskussion omkring gave til en af vores venner. Hun blev 50 år og min mand havde fået en vild ide til en kæmpe gave, hvortil jeg svarede, at jeg fandt det helt uaktuelt - 1) han havde ikke købt gave til mig for en måned siden, da jeg havde fødselsdag 2) vi sætter hende i forlegenhed. Diskussionen gik videre til julegaver - min mand er meget velhavende og det betyder, at når jeg køber gave til ham, er det ud fra mit væsentlig mindre rådighedsbeløb, og han har en konto ”uden bund”. Sidste jul brugte jeg megen energi på at finde nogen lækre skjorter til ham. Jeg fik en dyr guldring af ham. I denne diskussion siger han så, at han da ikke synes, at jeg er bedre til at købe gaver end ham. En skjorte og en guldring er da uden sammenligning. Jeg orker bare ikke at være på gave med ham igen. Han ønsker sig aldrig noget, alle ønsker min hjælp til at finde en ting til ham, og selv om mine intentioner er gode, føler jeg nu, at det er prisen han kigger på. Det er godt nok tamt ikke at være på gave med sin ægtefælle, men det gjorde så ondt i mig da han fremkom med hans sammenligning for denne jul, og jeg har allermest lyst til ikke at have flere forventninger eller forpligtelser på det område.

Giver man gave, sender fødselsdagshilsen selvom de ikke kommer den anden vej? Er det at give slip på mine værdier at dele gaveindkøb op? Eller er det at forholde sig til virkeligheden og bruge min energi der, hvor den giver genlyd?

 Mange hilsner fra en i overvejelsesfasen.

 

Kære du i overvejelsesfasen!

Når jeg læser dit brev tænker jeg, ”gaver” for dig er et vigtigt kærlighedssprog. (Se mere i Gary Chapmans bog ”Kærlighedens 5 sprog”). Når det er et af dine vigtigste kærlighedssprog, så føler du dig elsket og værdsat, når du får gaver, og omvendt er det også mest naturligt for dig at vise kærlighed og omsorg ved at give gaver til andre (selvom deres kærlighedssprog er måske noget helt andet). Og med dette kærlighedssprog har du nok en forventning til andre om, at de på samme måde skal huske mærkedage og gaver som du gør overfor andre. Så når fx din mand ikke giver dig gave på din fødselsdag, tillægger du det højst sandsynligt en mening der fx hedder ”jeg er ikke vigtig”, og du føler dig overset, uvigtig og uelsket.

Først og fremmest er det vigtigt at du mærker hvordan du i virkeligheden føler og tager dig af den følelse ved at anerkende og acceptere den. Du kunne fortælle din mand, hvad du føler omkring, at du ikke fik nogen gave af ham på din fødselsdag. Du kan på den måde undersøge virkeligheden, hvorfor ”forglemmelsen” skete, samtidig med at du deler dine følelser og behov med ham. Derudover, hvis du stadig har energi på det, kan du snakke med de respektive familier, der glemte din datters fødselsdag og fortælle dem, hvad det gjorde ved dig følelsesmæssigt og få en afklaring med dem.

Mht. det, at du er træt af at give opmærksomhed/gaver uden at det går den modsatte vej, kan du måske undersøge om du måske kommer til at give for meget, så der kommer en ubalance i energiudvekslingen. Giver du fra et ubetinget sted, fordi du har lyst til at give uanset hvad, eller giver du, fordi du forventer noget af andre til gengæld? Hvis du føler du giver for meget, så stop op og mærk efter hvorfor du egentlig gør det. Har du en forventning til dig selv om, at det skal du gøre? Fordi hvad? Så mærk efter hvor meget du har lyst til at give, hvor meget er nok, og læg mærke til hvilket sted du giver fra.

Det er også meget personligt hvad man har lyst til at give i gave. At stemple gaver, hvor gode de er, ud fra deres pris er en sammenligning der ikke er rimelig. Det, der betyder, er om gaven kommer fra hjertet! Så du kunne igen dele med din mand, hvad det gjorde ved dig, at han har sammenlignet skjorten med guldringen, og at din gave kom fra hjertet uanset prisen. Jeg tror det er vigtigt at I får talt om det følelsesmæssige i det og får afstemt jeres forventninger, så der er rene linjer. I kunne også skrive ønskelister til hinanden, så er det op til den enkelte at vælge noget ud fra sit rådighedsbeløb.

At dele ansvaret af gaveindkøb mellem dig og din mand, synes jeg, lyder som en god ide, da du jo ikke er forpligtet til at sørge for alle gaveindkøb i familien. (Men du har åbenbart påtaget dig det ansvar på et tidspunkt). Det kunne I afprøve og se om det fungerer.

Held og lykke! :-)

Kærlig hilsen

Barbara

lørdag
jun222013

At flygte fra frygten

Kender du det, at du føler du sidder fast? Du er bange for at tage skridtet og bevæge dig frem. Du vil have frihed, men du ved ikke hvordan du skal komme ud af frygten. Vi tror vi skal ud af frygten, vi skal handle os ud af den, men vejen er faktisk indad. "Vejen ud er vejen ind. Friheden er lige dér hvor du er." - som Adyashanti, amerikansk spirituel lærer siger. Frygten driver os frem, så vi kan ankomme til et bedre sted. Men hvad hvis det "bedre sted" er lige her hvor du er? Hvad hvis du stopper op lige her og står midt i frygtens ild? Når du mærker frygten lige nu og her? Hvad er her til stede når du stopper op? Hør denne inspirerende samtale med Adyashanti!

"There is nothing to go through. There is no other side. The better place is right in the center of where you are." - Adyashanti

fredag
jun142013

5 tips til at få bedre intuition 

For ca. et år siden var der et tema om intuition i Ugebladet SØNDAG, hvor jeg blev interviewet om, hvad intuition er og hvad man kan gøre for at få en bedre intution. Du kan læse artiklen, hvor jeg deler mine 5 tips, ved at klikke her. Skriv gerne i kommentarfeltet hvordan du oplever din intuition og hvordan du bruger den!

fredag
jun082012

Du skal bare tænke positivt! - Men hvordan?

Jeg har for ca. en måned siden læst et kort blogindlæg der giver tre tips til hvordan vi flytter os fra at være utilfredse, irriterede, kritiske og negative til at være positive. De tre tips gik kort sagt ud på følgende: 1. Bliv bevidst om dine negative følelser. 2. Flyt dit fokus fra de negative og ubehagelige ting til noget positivt, fx taknemmelighed. 3. Tænk over om det er det værd at negativiteten skal ødelægge dit fantastiske(?) liv.

Det er alt sammen skrevet med en positiv intention, det er jeg sikker på, men alligevel sad jeg med en tom følelse efter at have læst indlægget. Jeg syntes der manglede noget. Der mangler nemlig hvordan man præcist hopper fra negativitet til positivitet. For hvis det var så let, så kunne alle bare gøre det! Så var der ingen der gik rundt og var utilfredse særlig længe. Men sådan har det egentlig aldrig fungeret for mig. Jeg har altid haft meget svært ved at tænke positive tanker når jeg har været i en tilstand af utilfredshed, vrede, sorg og irritation. Og ikke mindst har jeg haft svært ved at være taknemmelig midt i negativiteten. For hvordan flytter man sig fra den ene tilstand til en helt anden, der synes at være langt fra hinanden?

Det der umiddelbart virker for mig er at undersøge hvad jeg er negativ over og hvorfor. For negative tanker og utilfredshed indeholder informationer, beskeder og "clues" til os. Hvis vi ikke ved hvad det handler om, er det ret svært at afhjælpe det. Der er jo en grund til at vi er utilfredse eller negative. Så jeg ville bede utilfredsheden og negativiteten om at fortælle mig hvad den har at sige og hvilke følelser der er knyttet til de negative tanker. Det kan man fx gøre ved at sætte sig ned og skrive det ned. Dvs. skabe bevidsthed og overblik over de negative tanker og følelser. Fx "jeg er negativ, fordi jeg er Palle alene i verden og det gør mig ked af det".

Dernæst er det vigtigt at erkende og acceptere, at du har det sådan. Måske er det bare en del af dig der er utilfreds, måske er det hele dig, men accepter det der er. Accepter virkeligheden. Efterfølgende ville jeg spørge hvilken positiv intention der ligger bag utilfredsheden, fx hvilket eller hvilke behov der ikke bliver dækket, som forårsager utilfredsheden. Hvad er det den negative del af mig ønsker?
Det kan fx være at du hader at gå på arbejde og det har du gjort længe. Men hvad er det præcis ved dit job du er utilfreds med? Er det din chef? Din arbejdstid? Dine arbejdsopgaver? En bestemt kollega? Er du måske stresset? Se på din utilfredshed og hvad der ligger bag den. Den positive intention bag kan fx være at du gerne vil arbejde med noget helt andet. Eller at du gerne vil gå ned i tid fordi du vil være mere sammen med din familie.

Et andet eksempel kan være at du bare generelt er negativ og utilfreds med dit liv, føler dig ked af det og livet føles meningsløst. I så fald kan du kigge på hvad det er specifikt i dit liv som du er negativ over og hvordan ville du have dit liv skulle se ud i stedet. Hvilke af dine behov bliver ikke opfyldt? Hvad ønsker du dig virkelig? Først når du ved hvad du vil have i stedet kan du gå efter det. Du har et valg når du pludselig ser andre nye muligheder.
Det kan også være, at dine negative tanker kører i "loop", dvs. det er de samme negative tanker der dukker op igen og igen, og det er blevet så meget en vane, at du antager de negative tanker som sande og virkelige. Her kan du måske lave et virkelighedstjek. Fx, passer det virkelig at ingen elsker mig, når jeg har familie og gode venner? Har jeg virkelig et dårligt liv som mine tanker siger? Hvad er dårligt ved mit liv? Her vil du måske opdage at din negativitet bunder i noget selvkritik, og negativ selvdialog, fordi du tror du burde være en anden, dit liv burde se anderledes ud, andre burde gøre et eller andet bestemt, der er noget der burde være anderledes, dvs. "burde burde burde" tanker, som du slår dig selv i hoved med.

Alt i alt, det at møde og undersøge vores egen utilfredshed og negativitet i øjenhøjde og dernæst acceptere den og rumme den er vejen til større positivitet. Når vi giver plads til de dele af os selv der gerne vil komme op til udtryk og vi lytter til den positive intention og de behov der ligger bag er der noget der letter i os. Når vi får klarhed over hvad vi vil have i stedet for utilfredsheden og vi erkender at vi har et valg, kan vi gå efter det. Når vi ser at de negative tanker ikke har hold i virkeligheden kan vi være taknemmelige. Men det bliver en mere naturlig proces end en forceret tanke der siger "nu må jeg prøve at tænke positivt - åh hvorfor kan jeg ikke tænke positiv? - jeg burde også tænke positivt".

torsdag
feb092012

Hemmeligheden til bedre motivation og produktivitet

I går så jeg en video på TED.com, som jeg fik anbefalet, med psykolog Shawn Achor, der taler om hemmeligheden til mere arbejdsglæde. De fleste mennesker tror, at vi skal arbejde for at blive glade og lykkelige, men kunne det være, at det er omvendt? Dvs. at vi først skal være glade og lykkelige og fra den tilstand skabe et bedre arbejde og succes? Det mener han, er vejen, da det er bevist, at når man er lykkelig, inspirerer den følelse til mere produktivitet.

Jeg kender det selv fra mit eget liv, at når jeg har en mindre god dag og når jeg er i negative tanker og følelser, så har jeg sværere ved at tage mig sammen til at udføre selv små opgaver. Og når jeg er i den tilstand føler jeg mig også mere tilbøjelig til at udskyde opgaver, for jeg har svært ved at finde motivationen. Til gengæld føles det helt rigtigt at udføre opgaver, når jeg er naturligt positivt motiveret end når jeg skal slå mig selv med pisken og tvinge mig selv til at få tingene overstået. Dermed ikke sagt, at man bare skal udskyde sine opgaver når man er i dårligt humør! Det er bare en interessant observation, som er i tråd med Achors argumenter og man skal måske netop starte med at ændre sin tilstand fra negativ til positiv.

Det er via vores filter vi skaber vores virkelighed. Hvis vi kun er lykkelige når vi når et mål, så ligger lykken og succesen altid ude i fremtiden. Vores hjerne er programmeret til, at lykken og succesen ligger efter målet er nået. Men når vi har nået et mål, sætter vi nye mål, vi skal nå, og på den måde bliver lykke og succes hele tiden udskudt.

Der er flere måder vi kan træne vores hjerner på, for at føle os mere positive. Hvis man gør en af disse nedenstående ting mindst 2 minutter om dagen i 21 dage, vil det omprogrammere hjernen og man vil efterfølgende lægge mærke til de positive ting først fremfor de negative, og man vil føle sig mere optimistisk og succesrig:

  • Skriv 3 nye ting ned, som du er taknemmelig for
  • Skriv dagbog om én positiv oplevelse du har haft i de sidste 24 timer
  • Fysisk træning
  • Meditation
  • Dans
  • En venlig handling: fx skriv en positiv email til en i din omgangskreds, hvor du roser eller udtrykker taknemmelighed til vedkommende.

Her er så linket til videoen.
Men bemærk: han taler meget hurtigt! Så sæt gerne undertekster på.

Er du frisk på en 21 dages udfordring til at skabe mere positiv forandring i dit liv? Kommenter gerne neden under. ;-)