Barbara Szorad

Følg mig på
Søg

Entries in mål (1)

mandag
dec272010

Sig farvel til 2010 og velkommen til 2011!

Om et par dage slutter 2010 og disse dage kan være rigtig gode til at gøre status over 2010 samt at vende blikket mod 2011. Reflekter over nedenstående spørgsmål for at give slip på året der er gået og for at gøre plads til og skabe dit nye år. Skriv gerne dine svar ned. Så kan du altid læse hvad du har skrevet og følge op på, virkeliggøre samt justere dine ønsker, drømme og planer!

Året der er gået: STATUS OVER 2010

  • Hvilke betydningsfulde, gode og udfordrende ting skete for mig i 2010?
  • Hvilke mål, jeg havde sat mig, nåede jeg i 2010?
  • Hvilke mål nåede jeg ikke? Og hvorfor?
  • Hvilke ting og oplevelser i 2010 er jeg taknemmelig for?
  • Hvilke ting er jeg stolt af?
  • Hvilke indsigter fik jeg og hvad lærte jeg i 2010?
  • Hvilke ting, hændelser, forhold, udfordringer vil jeg gerne give slip på?

Anerkend dine succeser og fejltagelser. Anerkend dine valg og beslutninger du tog. Fejr dig selv og dine succeser og tilgiv dig selv for dine fejltagelser. Kig på dig selv og året med kærlige øjne. Luk øjnene og tag 12 dybe indåndinger. Ved hver udånding giv slip på hele 2010...

Året der kommer: SKAB ET FORRYGENDE 2011

Luk øjnene og mærk efter...

  • Hvor er jeg nu og hvordan har jeg det nu?
  • Hvordan har jeg lyst til at have det i 2011?
  • Hvilke ting ønsker jeg at ændre i 2011?
  • Hvad har jeg lyst til konkret at opleve og skabe i 2011? Tænk på flere områder i dit liv: karriere, privatliv, helbred, familie, venner, personlig & spirituel udvikling, sjov & leg, uddannelse, kreativitet etc.
  • Kig på dit indre lærred: Forestil dig med dine indre øjne hvilke oplevelser, hændelser, situationer du har lyst til i 2011?

Derefter skriv ned, det du så og reflekter over følgende:

  • Hvilke 3 værdier vil jeg fokusere på i 2011? Værdier kan fx være: ro, balance, kærlighed, samhørighed, nærhed, nærvær, selvkærlighed, selvaccept, tilgivelse, ærlighed, glæde, passion, kreativitet, eventyr, autenticitet, klarhed, loyalitet, viden, visdom, rigdom, tryghed, sikkerhed, frihed, mod, integritet, sandhed, beslutsomhed, handling, at følge sit hjerte, at følge sit kald, at gøre en forskel. Der findes mange flere, så find gerne dine egne personlige værdier!
  • Hvordan kan jeg udleve mine 3 vigtigste værdier? Skriv 3 konkrete forslag til hver værdi.
  • Hvad skal der til for at jeg kan opleve og skabe de ting jeg drømmer om i 2011? Opdel de store mål i delmål.
  • Planlæg: Hvornår skal der ske og skal du gøre hvad?
  • Hvilke beslutninger har jeg brug for at tage, for at jeg kan:
    1. få det som jeg vil have det?
    2. nå mine mål?
    3. blive den person jeg har lyst til at være?
  • Hvad er det første skridt jeg kan tage?

Er du i tvivl om hvad du gerne vil? Stil dig selv følgende: Hvad ville jeg gøre, hvis 2011 var det sidste år i mit liv? Hvad og hvem ville jeg bruge tiden på? Hvad ville jeg gøre hvis tvivlen ikke var der?

Du kan evt. klippe billeder ud af magasiner som symboliserer de ting, følelser og situationer du gerne vil have i dit liv og klistre dem op på en stor karton for at skabe dit 2011 vision board. Kig på dit vision board ofte og mærk, at du allerede har disse ting i dit liv! Se hvordan dit liv begynder at ændre sig.

God fornøjelse! Og du ønskes hermed et fantastisk nytår!